Godenshoj16

GODENSHØJ 16, NIBE


AREAL

280 m2 bolig, + 230 m2 kælder, + overdækket areal


GRUND

Grundareal 937 m2 - bebyggelsesprocent max 30%


ARBEJDSOMRÅDE

Skitsering, projektering, interiør, myndighedsprojekt, udbud, fagtilsyn


BYGGEPERIODE

2013


ENERGIRAMME

Lavenergiklasse 1 - BR 2015




PROJEKTBESKRIVELSE:


THE ARCTIC HOUSE

- Tidligere projekt fra Morell Arkitektur.Aps


STEDET


Godenshøj Pcl. Nr. 6 ligger smukt i et flot kuperet terræn, som er skabt helt tilbage i istiden i den sydlige ende af Nibe. Fra grunden som ligger højt placeret i landskabet er der panorama udsigt ud over Limfjorden mod vest og mod nord, udsigt til Nibe by.


KONCEPTET


Inspirationskilden til husets koncept udspringer af stedets geologiske historie, som har sat sit tydelig præg i landskabet i form af et meget kuperet terræn. På toppen af dette terræn placeres Arctic House.


Formen på det 280m2 store hus minder om toppen af et isbjerg, der med sin hvide form og sine skrå og skæve facader, ligger som en isskulptur på toppen af bakken. Huset svæver ovenpå et spejlbassin, ligesom isbjergene der flyder rundt i havet. Den rene hvide form er få steder opbrudt af store smalle åbninger, der tillader daglyset at trænge ind i bygningen, ligesom isbjergets revner i overfladen, der ligeledes lader lyset trænge igennem.


ANKOMST


Når man ankommer til huset via den nye boligvej, ser man den rene hvide form svæve på en spinkel glasfacade – som en krystal.  Fra vejen kører man ind under den hvide svævende form, hvor to lifte kan føre ejernes biler ned i et underjordisk garageanlæg, som ligger under huset.  Ved at få bilerne væk fra indgangsniveauet, kan vi på denne måde bevare husets skulpturelle udtryk – skal ses om natten med lys.


HUSETS DISPONERING


Når man kommer til den store hoveddør træder man ind i hallen, som er bindeledet mellem husets tre etager, via den skulpturelle hovedtrappe, som ligger i midten af et stort trekantet atrium / hall, hvor hele taget er glas i dette rum. I stueetagen har vi placeret bryggers, hvor der er plads til tøjvask, overtøj og sko, garderobe m.m. Den daglige adgang til huset sker via dette rum, hvorimod hovedøren er tænkt til brug ved gæster. I stueplan findes ligeledes et toilet/bad, to kontorer samt to værelser og 82m2 tagterrasser. Fra alle værelser samt fra kontorerne er der udgang til en stor overdækket terrasse. – Alle rum har udsigt til vandet.


Fra hallen er der adgang via trappen til 1. sal.  Denne etage er hvor husets liv leves, i form er det store køkken/alrum og opholdsstue. Når man kommer op af trappen og står i køkkenet, får man den flotteste panorama udsigt ud over vandet i Limfjorden. Køkken/alrummet og stuen er disponeret i et stort rum, kun adskilt af en stor pejs der opdeler rummene i zoner. Pejsen er åben til begge sider, så der kan nydes godt af den smukke ild, fra begge rum. Fra køkkenet og fra stuen er der direkte adgang til en stor vest vendt tagterrasse, hvor man kan sidde og nyde udsigten og alle årstider.


Fra køkkenet går man via en gang hen til soveværelset. På vejen passeres en gårdhave, der oplyser gangen med masser af dagslys. I gårdhaven er der mulighed for ophold og madlavning, i form af et udekøkken, der ligger i tæt forbindelse med køkkenet.


Forenden af gangen findes det store soveværelse, med walk-in, soveafdeling samt stort badeværelse med bruser og bad. Karbadet er placeret i midten af rummet så der kommer lys ind fra to sider via de store vinduespartier. I soveværelset er der mod øst et stort vinduesparti, hvor man kigger ud i et åbent rum, som er lukket af mod vejen af den hvide form. Dette skaber privathed ved at gå ned foran vinduet, dog med nogle åbninger så man får lidt udkig. Med denne løsning skaber vi et helt privat uderum med afstand i forhold til naboer, forbipasserende m.m.


Fra hovedtrappen kan man gå ned igennem alle etager, det store glastag kaster dagslys helt ned i bunden af kælderen. Her slutter trappen ovenpå et fint lille spejlbassin, med en lille vandkilde som kommer ud af væggen, der igen leder ens tanker hen på isbjerget, og oplevelsen af at befinde sig i et arktisk miljø med lyden af vandet der ridsler.


I kælderen findes et stort 230m2 garageanlæg med plads til 5 biler, herudover findes et stort teknikrum samt et toilet, et fitness rum samt et disponibelt rum.



 

KUNDEUDTALELSE


"Vi har nu arbejdet med Michael Morell gennem de seneste 6 måneder som det har taget fra første møde, til vi i dag har underskrevet en kontrakt med hovedentreprenøeren som skal bygge vores hus.


Vi havde aldrig arbejdet med en arkitekt før, men havde alligevel gjort os klart, at der var 4 punkter vi ville vurdere resultatet på:


Stil – altså I hvor høj grad kunne arktikten møde vores ønsker til både formsprog og function


Hastighed – hvor lang tid ville det tage, vi havde en stram tidsplan


Totaløkonomi – med andre ord hvor tæt ville vi ende på det vi havde fået indikeret


Udførelse – hvor dygtig ville arkitekten være til at styre byggeriet, specielt når vi boede i USA


Det første vi vil sige er, at Michael har været superskarp til nærmest 100% at ramme alle vore ønsker i mere eller mindre første forsøg. Vi har begge været meget imponeret over dette – specielt fordi vi bor så langt væk, at vi rent faktisk ikke har mødtes fysisk ret mange gange. Michael har foreslået mange kreative løsninger, og vi har stortset ikke ændret på hans designforslag.


Mht hastighed, har det været kanon at arbejde med Michael, som er en ildsjæl ligesom vi selv er. Der er 9 timers tidsforskel mellem Californien og Danmark, hvilket reelt set betyder, at Michael’s arbejdsdag er slut når vi står op. Det har vi dog aldrig mærket noget til, idet Michal har været tilgængelig og villig til at arbejde i stortset all døgnets 24 timer. En anden ting i denne henseende var, at vi var en tur i Norge for en kort stund uden at have tid til at komme til Danmark. Michael rejste selv til Norge med sin mac for at drøfte skitser, det var vi meget imponeret og taknemmelig over og det hele er gået utroligt hurtigt.


Mht til økonomi er vi endt ca. 30% over vores oprindelige budget, men vi mener det er fair at sige, at de 20% ligger i, at vi selv har valgt andre/dyrere/større løsninger end først antaget, og 10% ligger nok i, at opførelsen blot var lidt dyrere end først indikeret. Vi mener det er indenfor en tolerabel grænse for et hus af denne karakter som er kompliceret og stort set uden én ret vinkel. Desuden har vi helt klart stadig valget om at kunne skære 20% ned igen og stadig få opført huset indenfor 10% af de første budgetter.

Mht udførelsen, er vi ikke kommet dertil endnu, idet vi forventer byggestart indenfor få dage. Vi havde valget om at bruge Michael, selv lede byggeriet eller bruge en 3. part. Vi har været meget glade for samarbejdet, og har aldrig haft andre i tankerne end Michael til at køre byggeriet. Når huset står færdig, vil vi opdatere denne sektion.


Alt i alt har det været  en meget positiv oplevelse at arbejde sammen med Michael indtil videre, og vi ville til enhver tid gøre det igen, hvis muligheden bød sig."


Diana - Andrè Sloth Eriksen - Silicon Valley, Californien, USA.  - 2013

MORELL ARCHITECTURE | MO.APS  | ALGADE 46D, 9300 SÆBY - DENMARK  |  TLF +45 20 40 43 80

  Copyright © All Rights Reserved