mosevaenget1

MOSEVÆNGET 1, RANDERS


AREAL

248 m2 bolig, 64 m2 kælder, 52 m2 carport, 109 m2 terrasser, 109 m2 gårdhave, 109 m2 overdækket areal


ARBEJDSOMRÅDE

Skitsering, projektering


BYGGEPERIODE

2013


ENERGIRAMME

Lavenergiklasse 1 - BR 2015




PROJEKTBESKRIVELSE:


PATIO HOUSE

- Tidligere projekt fra Morell Arkitektur.Aps


Dette projekt indeholder forslaget til en ny familiebolig i et plan, placeret med den bedste beliggenhed i et fantastisk skovområde Mosevænget, Over Hornbæk, Randers


STEDET


Mosevænget 1 ligger i et naturskønt område, omkranset af skov til alle sider, som skaber en helt speciel stemning og ro på stedet. Fra området som ligger højt placeret i landskabet er der udsigt mod sydøst ud over den flade golfbane som vandrer gennem skovbunden og de gamle birke- og nåletræsstammer i den tætte uberørte skov.


FORM


Husets form er udsprunget af stedet. Afgrænsningen på byggefeltet samt en beskyttelseslinje til den nært beliggende gravhøj sydvest for huset, danner en trekantet form, som skaber ideen til formsproget på huset.


Med respekt for naturen og i særdeleshed Gravhøjen, vælger vi at huset kun opføres i en etage med en højde på 3,5 meter, så bygningen ikke er synlig fra Gravhøjen. Kælderen samt carporten placeres diskret under huset så det ligeledes skjules og ikke ødelægger naturen mere end nødvendigt.


ANKOMST


Når man ankommer til huset via den ny anlagte skovvej, ser man huset svæve som en ren hvid minimalistisk form, blandt de lyse og mørke træstammer og den uberørte skovbund. Huset svæver ovenpå en let tilbagetrukket sokkel, der formidler overgangen mellem naturen og bygningen. Ved at trække foden tilbage under huset, lader vi naturen omfavne bygningen og tillade den med tiden, at vokse op, så de med tiden kan leve hver for sig eller sammen.


Skoven og vores moderne arkitektur skal kunne tåle at stå sammen for al evighed – det er vores vision i dette projekt.


Fra vejen kører man ind under den hvide svævende bygning og ind i carporten, som er placeret sænket under huset som en del af foden på huset. Fra carporten er der direkte adgang via et glasparti ind i husets Hall som er hjertet i bygningen. I Hallen som er et atrium bliver man ledt af lyset fra et stort glastag, op mod stueplan og op i vores arkitektur og skovens træer igen.


HUSETS DISPONERING


I kælderen er alle sekundære rum placeret såsom redskabsrum, bryggers, gæstetoilet, vinrum samt et depot til opbevaring. Via en mur beklædt med patineret Kobber fører en skulpturel trappe den besøgende op på stueetagen. Med det samme man træder ind på stueetagen får man en fantastisk panorama udsigt ud over skoven, via den store transparente facade, her får man følelsen af at stå midt inde i skoven. Biblioteket, køkkenet og stuen er placeret i åben forbindelse med hinanden kun adskilt af to store kerner, der henholdsvis udgør reoler samt pejs. Biblioteket ligger i husets sydøstlige hjørne, med udsigt til skoven, byen og det åbne landskab mod sydøst og et lukket gårdrum mod nord, der giver lys og ro til fordybelse.


Mod nordøst placeres alle værelser i huset. Her findes en forældreafdeling med Master Bath samt Walk-in. Fra Master badet er der direkte indkig til et lille gårdrum, der er placeret mellem biblioteket og badeværelset. Fra badet kan man åbne et glasparti så man er i direkte forbindelse med uderummet. I forlængelse af forældreafdelingen placeres der to børneværelser med mulighed for et tredje værelse, hvis et lille areal i stuen inddrages. Et mindre toilet samt bad er placeret tæt ved børneværelserne og kan også anvendes af besøgende i huset.


Fra alle værelser er der direkte adgang til et lukket intimt gårdrum mod nord. Fra gårdrummet kan man gå direkte om på den store aflange terrasse, der ligger i forbindelse med stuen og køkkenet. Meningen med de mange uderum og terrasser i huset er, at dette er beboernes udeopholdsrum, med henblik på at skåne naturen og skovbunden mest muligt. På denne måde undgår man at skovbunden tages unyttigt i brug med faste belægninger, som opholdsareal og i stedet bruger man husets ydre rammer til dette formål.


MATERIALER


Farvespillet i huset er afholdt i neutrale afdæmpede farver såsom hvid, sort og grå for at virke diskret i skoven. En hvidpudset facade udgør husets ydre skærm og en glittet betonmur som foden på huset. Alle vinduer og indgangsdør er mørke. Flere steder på huset ses lameller i forskellige tykkelser i patineret kobber, der står smukt sammen med de mørke vinduespartier. Enkelte steder ses ligeledes elementer i facaden udført i patineret kobber, der skaber en flot kontrast til den hvide facade.

MORELL ARCHITECTURE | MO.APS  | ALGADE 46D, 9300 SÆBY - DENMARK  |  TLF +45 20 40 43 80

  Copyright © All Rights Reserved